Bookmark and Share

Visualisér dit netværk nu!

Alle mennesker har et netværk. Det er bare de færreste, der ved, hvordan deres netværk ser ud. Alle ved, de har et netværk, alle taler om deres netværk, men det er langt de færreste mennesker, der nogensinde har gjort sig klart, hvordan deres netværk egentlig er struktureret.

 

Hvordan ser det ud?

Gennem vores private liv og arbejdsliv møder vi tusindvis af mennesker. Nogen møder vi tilfældigt, nogen møder vi kort, nogen støder vi ind i på arbejdspladser osv. Disse personer udgør vores netværk. Dybest set kan vi ikke arbejde seriøst med netværket med mindre, vi gør os klart, hvordan vores eget ser ud.

Først i det øjeblik, vi snakker om netværk som en absolut størrelse, kan vi begynde at agere på det. Ellers er al tale om det bare imaginær snak om et eller andet mystisk. Når du får en idé om, hvordan dit netværk ser ud, kan du begynde at se muligheder. Du kan begynde at se svagheder, styrker og trusler ved netværket.

Begrebet ”mit netværk” skal gøres operationelt og håndgribeligt. Vi skal visualisere det.

 

Du har allerede lister over dem, du kender. Det kan være en liste i din mobiltelefon, i dit mailprogram, en mappe med alle mulige visitkort indsamlet gennem tiderne, medlemslister fra organisationer, foreninger og klubber og alt muligt andet, du er medlem af. Måske findes en lille sort bog med navnene på gode venner eller veninder. Der findes mange lister i vores liv over en mængde mennesker.

Menneskene på alle disse lister er dit netværk. Når de har form af en liste, kan du ikke bruge dem til noget i netværksmæssig sammenhæng.

 

Er du faret vild i Island og prøver at komme til en by, kan du ikke bruge en liste over bynavne til noget som helst, selv om alting står der. Har du derimod de samme data struktureret som et landkort, kan du bruge det til noget. Det bliver operationelt. Når du ser, hvordan byerne ligger i forhold til hinanden, hvilke byer er inde i landet, hvordan de er forbundet med veje, ved havet eller oppe i bjergene, kan man lige pludselig begynde at agere.

 

Det fungerer fuldstændig på samme måde med dit menneskelige netværk. Enhver, som vil arbejde seriøst med sit netværk, må ændre det til en form for landkort.

 

Der findes software-programmer og internet-services, der kan visualisere ens netværk. Men min anbefaling er at tage papir og blyant og arbejde med det i den mest old school form, der overhovedet findes. Gør det og få et bedre forhold til dit netværk. Skaf dig masser af plads til at skrive og begynd at visualisere dit netværk.

 

Ved at visualisere ens aktive netværk kan man opdage en masse ting. Tag stilling til de enkelte personer. Hvordan hænger vi sammen? Man kan se, hvor der er huller. Man kan se, hvor der er mange mennesker repræsenteret i ens netværk. Man kan begynde at fortolke. Overblikket over det erhvervsmæssige og private netværk er det vigtigste redskab på vejen mod vores mål.

 

Det er slet ikke interessant at lave et billede af alle de mennesker, man har kendt i hele sit liv. Men nu, hvor jeg begynder at arbejde strategisk med mit netværk, ønsker jeg at beskrive det. Hvis navnene blot er personer, der har stået på min liste i mange år, er de bare navne og telefonnumre. Hænger jeg sammen med disse personer?

 

Vi bliver nødt til at skabe et øjebliksbillede. En status. I princippet frembringer jeg en analyse af, hvem kommunikerer jeg med i mit liv, som det ser ud i dag? Lige pludselig er det meget lettere, for vi skal ikke bygge en liste over de titusinde mennesker, vi har mødt. Vi skal måske lave en liste over de to-trehundrede mennesker, vi jævnligt har en kommunikation med.

 

Hvad er jævnligt? Er det en gang om året? Er det en gang om måneden? Hvis jeg siger, det skal være inden for tre uger eller inden for nitten uger, så bliver det mig, der bestemmer, hvorvidt de er i ens netværk eller ej. Det må du afgøre selv.

 

Når man begynder at kortlægge netværket, begynder overvejelserne. Det afgørende er ikke nødvendigvis hvor lang tid siden, man har kommunikeret, eller hvor tit man har kommunikeret, eller hvor godt man har kommunikeret. Måske er der andre ting, der får én til at sige, at den person vil jeg betragte som en del af mit netværk.

 

 

 

Share/Save


Tilmeld nyhedsbrev